Blogs

Stuntman!

Havde for nylig den ære at trykke selveste Hal Needham i hånden til Texas Book Festival i Austin. Han har skrevet bogen Stuntman!, der sådan set bare er en bog fyldt med røverhistorier fra et rigt liv som stuntmand. Ikke stor litteratur, men virkeligt underholdende.

Bogen kan anbefales til alle, der gerne vil læse anekdoter om John Wayne, Burt Reynolds, cannonball-løb og så selvfølgelig stunts, stunts og stunts. Tonen er god, og trænger man til at høre nogle historier fra filmindustrien, før CGI og forvirrende klipning ødelagde størstedelen af actionfilm, bør man læse Stuntman!

Lionel Richie vs. Halloween

Jeg overgiver mig til halloween-hysteriet og linker til dette geniale mash-up mellem Lionel Richie og Halloween.

Forlagsdelen arbejder i øvrigt hårdt på at få gjort første udgivelse klar, så inden længe sker der snart store, nærmest enorme ting.

Dåseskinkerobotter

Tak til de mange spambots, der gider lave sjove og relevante kommentarer til mine blogindlæg. Jeg håber, at de på sigt vil kunne gå hånd i hånd med mere menneskelige afsendere.

Luther Lagkage

Desværre er jeg ligesom Sony og andre store koncerner et mål for hackere, så jeg har måttet rydde lidt op på siden, da der var blevet lavet en masse spamagtige blogindlæg med ligegyldige pladetitler.

Og jeg tror ikke på ligegyldig promovering af musik, kun meningsfuld promovering.

De dårlige blogindlæg er blevet udraderet til lyden af Luther Vandross' "So Amazing" og "Always and Forever", fordi jeg tror på, at man skal møde den slags underlødige angreb med silkesød soul (ikke at forveksle med sukkersøde ligegyldigheder).

Bilen – The Car

Hvis du er til stramme, effektive 70’er-film om uhyggelige biler, så se Spielbergs Duellen, men er du til mere vandede, men mere absurd krydrede supper kogt på samme ben, så se den åbenlyst elendige, men næsten lige så underholdende Bilen – The Car.

Traileren på YouTube er en god indikator for underholdningsværdien og kvaliteten af filmen (se nederst på siden). Jeg kan desuden med glæde bekræfte, at båthornet figurerer meget i filmen, og med hvert båt stiger ens fascination af værket.

Freak Me

Jeg stod den anden dag i mit køkken og blev pludselig overvældet af forargelse og henrykkelse, da Silks Freak Me tonede frem i radioen. En ”klassisk” halvfemserliderbasseboybandsouljoint, som mindede mig om, hvor forfærdelig og fantastisk nasty R&B kan være på én gang. Sangen leverer både uforståelige perverterede billeder samtidig med en katarsis, som gør den underligt uimodståelig.

57 somre

Så lige, at den uforlignelige Jackie Chan fylder 57 år i dag.

Det fik mig straks til at bruge en hel formiddag med at gense nogle af hans bedste scener.

Her er en klassisk legeplads-sekvens fra Police Story 2.

Et spark i hovedet giver et sus i maven

Jeg har lige set en klichéfyldt b-film, der var så forudsigelig, at det gjorde helt ondt. Men siden de store Hollywood-film for det meste skuffer på actionfronten, så var det her alligevel den ægte actionoplevelse, som jeg så grueligt har savnet.

Sider