Agneepath – Path of Fire

Jeg havde virkelig glædet mig til at se Agneepath: En Karan Johar-produktion, der er en genindspilning af et Bachchan-hævnerdrama fra 1990. En film der for en gangs skyld gør opmærksom på, at den er en genindspilning. Det må være Bachchan-effekten, der gør, at man ikke tør stjæle rettighederne.

Første halvdel af Karan Malhotras instruktørdebut levede også fuldt ud op til forventningerne til et rigtig godt hævndrama: Den unge Vijay (Arush Bhiwandiwala) ser folkene i sin landsby franarret deres jord af den onde Kancha (Sanjay Dutt). Kancha vil selvfølgelig ikke fortsætte med ærlig landbrugsproduktion, men vil producere kokain, som han kan sælge i Mumbais underverden. Inden dagen er omme, har Vijay set sin far bliver framed af Kancha for utilladelig omgang med en skolepige, hvilket får landsbybeboerne til at lynche faderen fra det største træ i byen. Og så ved man godt, hvad klokken er slået: Vijay skal selvfølgelig vokse op og hævne sin familie i skikkelse af Hrithik Roshan med dertilhørende muskuløse krop og store talent.

Stereotyperne bekræfter os i, at dette er mainstream hævnerfilm: Den sædvanlige fantastiske helteintroduktion, skønne klichéindstillinger, hvor Kancha ser rigtig ond ud (ørering, hæslige tænder, han er fed og skaldet og brugen af lys og skygge fremhæver hans ondskab), og blot Vijays navn (der betyder ’sejr’) gør det klart, at helten forhåbentlig vil sejre over skurken.

Agneepath spiller på vores primalinstinkter – det er en film berøvet for nogen form for raffinement. Det behøver et hævnerdrama heller ikke have – simpelt og primalt behøver ikke betyde dårligt. Det gør det dog desværre alligevel i Agneepath, da anden halvdel af filmen bliver alt for lang, har dårlige og unødvendige CGI-effekter, kokainen ligner sand, og den endelige opgør trækker ud i det uendelige. Katrina Kaif dukker pludselig op i et fuldstændig uprovokeret item number. Til gengæld er det skægt, at hver eneste gang, der tændes en smøg i sangen, kommer beskeden: ”Cigarette smoking is injurious to health”. Hvad med at vold, kokain, prostitution, mord og dårlig tandhygiejne? Det kan da vist heller ikke være helt sundt. Hvorfor moralisere i en film, der har til hensigt at få publikum til at svælge i og retfærdiggøre vold?

Og så er jeg sgu lidt træt af, at det altid er indiske muslimer, der spiller skurke; det er aldrig hinduer. Og det er altid ikke-indere, der køber unge piger til prostitution.

Så på trods af en først halvdel med højt tempo og 1000 plottråde, smukke scener, fantastiske farver, godt skuespil af bl.a. Hrithik Roshan og Arush Bhiwandiwala, og stereotyper tilhørende de allerbedste genrefilm, bliver Agneepath langtrukken og klichéfyldt (på den dårlige måde). Ikke en god begynderfilm, for folk der vil prøve kræfter med hindihævnergenren. Måske originalen er et bedre bud?