Amar Akbar Anthony

Hvis du trænger til en god film om tre brødre, hvis navne alle starter med A, så overvej den indiske Amar Akbar Anthony fra 1979.

Inden for det første minuts tid har man set en mand komme ud af fængsel og finde ud af, at konen har tuberkulose, at hans tre små drenge leger med en pistol, og at hele familien i øvrigt fuldkommen er på røven. Da filmen er hele tre timer lang konkluderer man derfor hurtigt, at filmen hverken vil skorte på drama eller plot. Ej heller mankerer den på kolbøtter, lussinger, tårer eller biljagter, så der er ingen grund til at frygte hverken skortning eller mankering.

Det gør det også svært at referere plottet, for der er så meget af det, men essentielt set handler det om en fattig arbejder, Kishanlal, som tager skylden for et biluheld på vegne af sin chef, Robert, som så til gengæld lover, at han vil sørge for Kishanlals familie, mens han sidder i fængsel. Robert ”glemmer” dog at give familien penge, og selv om han prøver at kreere et glemme-alibi ved at vise Kishanlal, at han endda til tider kan glemme at putte isterninger i sin egen whisky, så mener Kishanlal ikke, at det er en legitim undskyldning.

Det korte af det lange er, at som de fleste andre arbejderkonflikter ender dette med, at Kishanlal tæver halvdelen af Roberts mænd, skyder Robert (men Robert går selvfølgelig med brynje) og flygter hjem i en af Roberts biler, som i øvrigt er fyldt med guld. Da ser Kishanlal et brev fra sin kone, som skriver, at nu vil hun begå selvmord, så de kan spare på lægeregningerne. Kishanlal tager så sine drenge og kører, før Roberts folk når hjem til ham, men da han godt kan fornemme, at denne biljagt vil eskalere, sætter han sine drenge af ved en statue af Mahatma Gandhi, så han kan ræse videre i ro og mag for så at hente dem senere. Men ak, han kører galt og kan først senere vende tilbage, så drengene bliver splittet op og bliver opdraget som henholdsvis muslim, kristen og hindu og får henholdsvis navnene Amar, Akbar og Anthony, og ingen af dem kender til hinandens skæbne. Det skal lige nævnes, at Anthony spilles af ingen ringere end Amitabh Bachchan, der betragtes som verdens største filmstjerne. Han er da også unægteligt karismatisk og leverer varen, hvis man vil se vrede unge mænd, der slår mange kolbøtter.

Filmen er fyldt med forvekslinger, misforståelser (SPOILER) genforeninger og hævn, men som i de bedste hindifilm er det ikke så meget det store plot, som det er de små detaljer, der fænger min interesse. Eksempelvis at Robert opbevarer guld i en af sine biler. Mange af os er bange for at lade solbriller og GPS-anordninger ligge fremme i vores bil af frygt for tyveri, men her viser gangsterkongen, at han er temmelig gangsta ved at lade en hel kasse guld ligge i bagagerummet i sin bil. Endda en kasse guld, som åbenbart er grundlaget for hele hans imperium. Det er stærk karaktertegning, for det understreget, at Robert ikke kun er skødesløs med sine løfter, men også med sin guldopbevaring.

Hvorom alting er så er man ofte godt underholdt, og man kan hele tiden forundres over dens mærkeligt skiftende tempo. På én side flyver plottet af sted, og her er plot nok til fem sæsoner af en amerikansk soap opera i filmen, men på den anden side så kommer titelsekvensen først 24 minutter inde, og filmen har intet problem med at bruge et par minutter på at se Anthony i en ordentlig brandert give sit eget spejlbillede et plaster på. Selv om Amitabh Bachchan er verdens største filmstjerne, så synes jeg godt, at man kunne have skåret lidt i den scene.

Den del af plottet, som jeg har refereret ovenfor sker alt sammen i løbet af det første kvarters tid, så der bliver hele tiden læsset nye twists og udviklinger til, og det er eskapisme i ordets bedste forstand. Dog er dansescenerne ikke så dynamiske som i moderne hindifilm, men til gengæld er en særlig påskefestdansescene så tilpas absurd, at man er villig til at tilgive de andre dansesekvenser.

Amar Akbar ... har den galskab og maniske energi, som jeg tit savner i andre film, men sang- og dansesekvenserne er ikke så spektakulære som i nymodens hindifilm. Dog skal man lede længe efter en mere absurd dansescene, som finder sted til en påskefest, hvor Anthony kommer ud af et påskeæg, hvilket er lige så vidunderligt og kikset, som det lyder.

Tre kolbøtter herfra.