Bilen – The Car

Hvis du er til stramme, effektive 70’er-film om uhyggelige biler, så se Spielbergs Duellen, men er du til mere vandede, men mere absurd krydrede supper kogt på samme ben, så se den åbenlyst elendige, men næsten lige så underholdende Bilen – The Car.

Traileren på YouTube er en god indikator for underholdningsværdien og kvaliteten af filmen (se nederst på siden). Jeg kan desuden med glæde bekræfte, at båthornet figurerer meget i filmen, og med hvert båt stiger ens fascination af værket.

Filmen lægger ud med et citat fra mytoman, Church of Satan-grundlægger og charmetrold Anton LaVey, og så er tonen ligesom lagt an. Anton LaVey er et fint symbol på noget, der umiddelbart skal virke alvorligt og skræmmende, men som hurtigt kommer til at virke lidt komisk. Plotmæssigt har vi at gøre med det sædvanlige ond-kraft-terroriserer-lille-by-så-de-lokale-må-tage-kampen-op-scenarie, og i dette tilfælde er den onde kraft en bil, og de lokale bliver anført af en politimand (spillet af James Brolin, nuværende mr. Streisand, med klassisk Burt Reynolds-look). Lokalsamfundet er også krydret med indianere og fordrukne rednecks. Læseren må selv gætte, hvem der er værdige og spirituelle, og hvem der er alkoholiserede og voldelige. [Bonusafsløring: Indianerne er værdige og spirituelle.] En indiansk ældre kvinde er endda så dygtig, at hun en mørk aften formår at se, at der inden i en sort bil ned tonede ruder ikke sidder en fører bag rattet, så hun bliver helt sikkert headhuntet til Danmarks kommende grænsekontrol-indsatsstyrke [note februar 2012 - blogindlægget blev skrevet i en anden tid, børnlille].

The Car er, modsat den fedtfri Duellen, fyldt med mærkelige subplots om voldelige bonderøve, sentimentale, forelskede sheriffer, sammensatte familier, bonusbørn, musikkritik fra en filister og ikke mindst alkoholisme. Nærmest helt socialrealistisk hvis ikke det var for den dæmoniske dræberbil, der kører folk ihjel og laver kamikazelignende saltomortaler henover politibiler. Subplotsene er for skitseagtige til at rykke, men samtidig så sympatiske og ufrivilligt komiske, at det giver filmen en vis hyggekvalitet midt i al den grufulde horror.
Det er også interessant at se Ronny Cox i en mindre rolle som en alkoholiseret betjent, der er alt for følsom til at håndtere den død, svigt og ikke mindst den sataniske dræberbil, som lillebyen udsættes for. Desuden er byens politibiler de rene brandfælder. De skal bare puffes ud over en skrænt, og næsten før de begynder at skride ned ad klippesiden, eksploderer de. Det må også være en enorm stressfaktor. Coxs karakter er i starten ædru alkoholiker og hjælper de lokale børn, men han falder af vandvognen, idet død og ødelæggelse kommer til at præge alt i byen, og da jeg ikke kan lade være med at forbinde skuespilleren Ronny Cox med klassikeren Robocop, kan jeg ikke lade være med at se The Car som en slags prequel til Robocop. I The Car bliver en politibetjent traumatiseret over de overvældende begivenheder, så det er vel ikke usandsynligt, at samme betjent dropper det inkompetente overhumaniserede korps og bliver en aktiv støtte i et mekaniseret politikorps i en ikke så fjern fremtid. På den måde bliver han ikke en skurk i Robocop, men mere en tragisk og misforstået helt. Associationerne til Robocop gjorde faktisk The Car til en meget bedre oplevelse for mig, og Robocop har nu også fået en interessant forhistorie i min bevidsthed.

Selve bilen i Bilen – The Car, er et specialbygget sammensurium af en typisk 70’er-amerikanerbil. Den ligner lidt en Pixar-version af en meget vred ministerbil. Selvfølgelig har den intet genkendeligt mærke, for der fandtes næppe nogle bilmærker, der ville gå med til at blive portrætteret som førerløse, dæmoniske dræbermaskiner, det er vist kun de færreste steder, at den slags kan bruges til at markedsføre en bil, så i stedet er bilen et fascinerende miskmask.
Dræbermaskinen er udstyret med en mærkelig gul film henover dens vinduer, hvilket giver en meget mærkelig effekt, men jeg er sikker på, at det nok skal blive et retrohit hos T-Hansen. Desuden har den bemærkelsesværdigt tætsiddende øjne, forlygter, hvilket kombineret med dens muskuløse udtryk giver den et truende, kriminelt look. Vi har altså i vores fælles bevidsthed usagt accepteret en slags bil-frenologi, hvor visse designdetaljer automatisk signalerer bestemte ønskede (eller uønskede) kvaliteter i bilen. Man kunne for eksempel næppe forestille sig et folkevogn rugbrød (VW Transporter), som skurken i filmen, da det simpelthen ville virke for tilforladeligt i filmen. Dog kunne jeg godt forestille mig en Ssangyong Rodius spille et tragisk misfoster, så der er bestemt interessante castingmuligheder, hvis Hollywood i sin remake-reboot-craze beslutter sig for at kaste sig over The Car. Man kunne jo eksempelvis afspejle, hvad der er oppe i tiden og gøre bilen til en hybridbil, som listede sig ind på sine ofre.

Det mest skræmmende i filmen er nærmest, at heltinden har et oliemaleri af helten i sit hjem. Godt nok er de meget forelske, men alligevel. Et oliemaleri ...

Filmen er vist også den eneste film, jeg har set, hvor begrebet ”cat pooh” bruges som skældsord.