Et spark i hovedet giver et sus i maven

Jeg har lige set en klichéfyldt b-film, der var så forudsigelig, at det gjorde helt ondt. Men siden de store Hollywood-film for det meste skuffer på actionfronten, så var det her alligevel den ægte actionoplevelse, som jeg så grueligt har savnet.

Der er mange ting, der irriterer mig ved DTV-filmen Blood and Bone, men det er endnu mere irriterende, at jeg må konstatere, at det er en af de bedste actionfilm, jeg har set i nyere tid. Den glimrende anmelder Vern (se outlawvern.com) og andre har gjort sig langt dybere tanker om det end jeg, men jeg må alligevel tilslutte mig koret af actionfilmfans, der simpelthen er så desillusionerede med standarden for nutidens actionfilm.
Blood and Bone starter med en ægte, god, gammeldags badass actionsekvens, der etablerer, at vores hovedperson er overordentligt velbygget herre (ingen god actionfilm uden homoerotiske undertoner), og at han slår en proper næve samt udfører et propert dobbelt flyvespark. Bam! Værsgo. Ikke så meget pjat. Se klippet nederst på siden.

Resten af filmen er ren kliché: Mand kommer ud af fængslet og begynder at kæmpe sig mod toppen i L.A. streetfightings-turneringer, den onde skurk er ret ond. Hævn, penge, kvinder … blablabla. Der er intet revolutionerede over filmen på nogen måde, andet end den mindede mig om, hvor revolutionerende det er i disse tider, at se en actionfilm, hvor action-delen fungerer.

Koreografien og timingen i Blood and Bone’s kampsekvenser er ikke på højde med Jackie Chan i 80’erne, men alligevel er det her så skide effektivt og banalt, at det er et under, at flere actionfilm ikke bare kan være sådan. De fleste store Hollywood-film har elendige actionsekvenser. I kampscener er koreografien meningsløs, og epilepsifremprovokerende kameraføring og klipning giver ikke actionscener mere dynamik, men punkterer dem tværtimod. DTV-film plejer så (ofte på grund af budgetrestriktioner) at kunne levere gammeldags, omend uinspirerende action, men selv her er der en kedelig tendens mod overkompliceret plot samt brug af det forbandede shakey-cam og den hyperaktive klipning, der har smadret så meget action i de seneste ti år. Heldigvis byder Blood and Bone samt filmene i Undisputed-serien på uprætentiøs action.

Nå, det her var ikke så meget ment som en anmeldelse, bare et udtryk for overraskelse over, at man skal se noget så billigt og klichéfyldt, som så alligevel ender med at fungere bedre end de fleste actionfilm nu til dags. I øvrigt er det mig også et stort mysterium, at hovedrolleindehaveren Michael Jai White ikke er en større stjerne. Han viste funny bones i den mesterlige Black Dynamite, og han har fysikken og karismaen til at være actionhelt, men han mangler stadig den store gennembrudsrolle. Han blev lige smadret af Jokeren i The Dark Knight, men han kan meget mere.

Jeg synes i hvert fald, at han lader til at være en guttermand.