Gangs of Wasseypur 1 og 2 – anmeldelse

Imponerende film, der ikke alene fortæller historien om 70 års blodfejde mellem rivaliserende familieklaner, men samtidig er en historie om Indien. Se begge film på fredag d. 24. august i Cinemateket kl. 19. Tilsammen er der lidt under 6 timers gangsterfilm, så det er lidt af en kraftanstrengelse, men hold op hvor er det fedt!

Filmfestivalen ’Indian Indies – Bollywood and Beyond’ blev skudt i gang i går (søndag d. 19. aug.) med Gangs of वासेपुर (Wasseypur ) 1 og 2. I mellem de to film var der indisk mad og instruktørbesøg af Anurag Kashyap. Han fortalte blandt andet om sin kærlighed for den store fortælling – ikke kun den episke fortælling, men også om endelig at have midlerne til at kunne sprede sin fortælling over 320 minutter. Så alle, der sætter pris på den store fortælling, historien som ellers kun tv-serier har mulighed for at fortælle, vil kunne værdsætte Kashyaps to film.

Filmen(e)s omdrejningspunkt er magtkampe og hævntogter mellem tre familieklaner gennem tre generationer. Og der er langt til bollywood fra Wasseypur – dette er parallel cinema, når det er bedst! Som andre før mig har skrevet, så er filmen nærmest tarantinosk i sin fremstilling af vold blandet med rå action og gangsterattitude med en god blanding af Sergio Leone, Coppola og Scorsese.

Der er ingen sang og dansescener, som vi kender det fra bollywoodfilm, men alligevel har filmen et utroligt soundtrack, der er meget vigtigt for filmen, og filmen er spækket med musik, som er med til at gøre den til noget særligt. En blanding af elektronisk, pop- og indisk folkemusik udgør filmens 15 numre, og sangene er ikke udført af kendte kunstnere, men lokale sangere fra området omkring Wasseypur og Dhanbad.

Udover at filmen filmet omkring Wasseypur og Dhanbad, er den baseret på virkelige hændelser fra byernes voldelige historie. Nogle figurer i filmen er baseret på virkelig personer med netop de navne, hvorimod andre er sammensmeltninger af flere personer. Da filmens historie(r) genfortæller virkelige begivenheder, der har fundet sted i Wasseypur, har den skabt kontroverser i Indien, men er uventet også blevet et kæmpe hit og har solgt mange billetter. Soundtracket er også blevet et hit, og sangen ‘O Womaniya’ synes jeg viser hvorfor.

http://www.youtube.com/watch?v=0JaNUoTDv8Y

Som sagt er filmen et hævndrama – en blodfejde, der går i arv gennem tre generationer, men det er samtidig et billede på 70 års Indisk historie. Landets industrielle udvikling spiller en vigtig birolle, og som et super fortællekneb ved vi præcis, hvornår vi er, gennem referencer til tidernes mest populære hindifilm: i 1970’erne har vi referencer til Amitabh Bachchan, som den vrede unge mand, der skal hævne sig, og filmen Trishul ses af vores hovedpersoner i biografen. Derudover har vi referencer til Kasam Paida Karne Wale Ki (1980’erne) og Dilwale Dulhania Le Jayenge (1990’erne), de unge til have frisure som Salman Khan (1990’erne) og til sidst i filmen går vores hovedpersoner i biffen og ser Munnabhai M.B.B.S. (00’erne).

Jeg vil på det varmeste anbefale, at I tager ind og ser filmen(e) på fredag. Det er en unik chance for at se Gangs of वासेपुर (Wasseypur ) på det store lærred i én ombæring. Et enormt filmprojekt, der imponerer med sin fortællekunst, sit stilistiske udtryk samt formidable soundtrack.

Til jer, der ikke var i Cinemateket i går, kan I se et interview med Anurag Kashyap her:
http://www.youtube.com/watch?v=di04KC0_PuI&feature=related
Interview med Anurag Kashyap fra ’The Front Row’

Læs mere om filmens musik i Times of India:
http://articles.timesofindia.indiatimes.com/2012-06-05/music-reviews/320...