Anmeldelse: Guide (1965)

Jeg savner en stærk kvindelig hovedrolle i mainstream hindifilm. En kvinde med ben i næsen, der ikke kun tænker på kærlighed og familie. Og jeg havde læst, at Guide (1965) skulle have netop en sådan kvinde. Og plottet lyder lovende: en kvinde forlader sin usympatiske mand for at forfølge sine drømme om at blive danser. Men lad jer ikke narre – Rosie er ikke et hak bedre end nogle af de andre tåbelige kvinder i bollywoodfilm.

Rosie (Waheeda Rehman) gør godt nok oprør imod sin mand Marco i begyndelsen af filmen, men jeg mener ikke, det kræver en særlig stærk kvinde at lade sig skille fra en mand, der er et røvhul: Han taler grimt til hende, forsømmer hende, omgås andre kvinder og drikker. Han indrømmer også, at han ser deres ægteskab som en handel – han har købt hende. Det kan vel argumenters, at man ikke nødvendigvis behøver være den vildeste feminist for at gøre oprør imod sådan en mand.

At hun trods alt forlader Marco er desværre heller ikke tegn på, at hun er en specielt selvstændig kvinde, da det er manden, Raju (Dev Anand), der giver hende tanker om ligeværd og frihed til at vælge. Rosie siger tilmed, at hvis hendes mand havde elsket hende, ville hun tjene ham, lave mad til han, ja endda tag et lag tæsk i ny og næ. Hvordan det er en stærk kvinderolle, har jeg meget svært ved at se.

Men jeg vil dog lade tvivlen komme filmens kvinderolle til gode, da der dog er et skænderi i en grotte, hvor underteksterne svigter, og jeg ikke ved, hvad der tales om. Så det kan jo være det er dette skænderi, der gør hende stærk, forbilledlig og en ren Burka Avenger. Men jeg tvivler. Skriv endelig, hvis nogle af jer hindi/urdu-talende er af en anden opfattelse.

Der er dog ét element i filmen, hvor Rosie gør, hvad der passer hende og går stolt gennem byens gader med sine højlydte kathak-klokker om benene. I det mindste er det kathak-klokkerne, der giver hende lidt selvtillid og styrke: klokkerne, der er symbol på kvindelig underkastelse og prostitution, bliver nu et symbol op styrke og uafhængighed.

Men min begejstring er kort. Efter hun har forladt sin mand og er flytte ind hos Raju og hans mor, kan hun ikke engang selv tage en beslutning om at flytte fra Raju, efter at hun har ødelagt hans forhold til både hans familie og landbyen. Hun spørger ”Hvorfor smider du mig ikke ud, Raju?” Så flyt dog selv, kvinde! Tag lidt ansvar for det kaos, du har skabt!

Rosie får dog opfyldt sin drøm om at blive en berømt danser, hvilket er et fint tegn på en kvinde, der får hvad hun ønsker sig. Men det er Raju, der er hendes manager, og ham der styrer hendes økonomi. Og da han har friet til hende, bliver de ikke gift med det samme, da hun lige skal blive lidt mere rig og berømt. For det kan man jo ikke, hvis man er en gift kvinde.

Raju bliver et røvhul, der ryger, drikker og gambler samt påpeger, at Rosie ikke ville være, hvor hun er i dag, hvis ikke det var for ham. Han forfalsker tilmed hendes underskrift. Da Rosie opdager det, melder hun ham til politiet, og han ryger to år i fængsel. Men som de fleste bolly-kvinder, er Rosie en uselvstændig tåbe, der på et visit i fængslet græder: ”Nu hvor du er taget væk fra mig, så ved jeg, hvor meget du betyder for mig.” Magen til idioti skal man lede længe … never mind. Venter stadig på cool kvinder i mainstream hindifilm. Fortæl mig, hvis I finder nogen.