Foredrag

Alt i Ord tilbyder forskellige typer af foredrag og kurser og nedenfor er et udvalg af nogle af dem.

Foredrag om nonfiktion i undervisningen

Med udgangspunkt i antologien Narrating Truth vil man på kurset få bud på, hvordan man kan arbejdet med udvidet retorisk analyse og revitalisere brug af nonfiktion i undervisningen.

Foredraget afholdes af Katrine Brøndsted og/eller Mathias Larsen.


DSCF6339.JPG

Narrating India - kursus om at bruge Indien i engelsk-undervisningen

Med udgangspunkt i antologien Narrating India vil du på kurset få konkrete eksempler på, hvordan du kan arbejde med Indien i engelskfaget på en måde, der både respekterer det facetterede land, men samtidig undgår en andægtig og arkaisk tilgang.

Desuden får du forslag til, hvordan engelskfagets forskellige metoder kan bruges til at analysere og fortolke indiske kulturprodukter som bl.a. bollywoodfilm, skønlitteratur, artikler, taler og reklamer. Fra klassisk og dannende til korrumperende og dynamisk.

På kurset vil du bl.a. få

  • forslag til forskellige undervisningsforløb og eksamenstekster

  • inspiration til øvelser, filmklip, apps m.m. som kan gøre forløbene engagerende og lærerige

  • indblik i indisk historie og kultur samt hvorfor den indiske filmindustri spiller så stor en rolle, som den gør

  • tips til, hvordan man kan undervise i andet end bare Gandhi, fattigdom og kolonitiden

  • inspiration til brug af faglige teorier og metoder, som kan belyse forskellige måder at anskue Indien på, inspireret af både indere og udefrakommende.

Kurset afholdes af Katrine Brøndsted, cand.mag. i engelsk og dansk, hindistuderende på KU, har rejst i Indien og er forfatter til bogen Bollywoodfilm – en introduktion og redaktør på antologien Narrating India. Underviser i engelsk og dansk på Køge Gymnasium.

Længde: 3 timer

Sprog: dansk eller engelsk

Kontakt: Katrine Brøndsted på katrinebroendsted@gmail.com

Referencer:

"Det er altså svært ikke at blive smittet af Katrine Brøndsteds begejstring for Indien! Engelskfaggruppen på gymnasiet havde en fire timers session, hvor Katrine, med udgangspunkt i hendes bog, præsenterede en lind strøm af konkrete ideer og inspiration til hvordan undervisningsforløb kunne bygges op. Udover at fortælle om litteratur, der kunne vinkles så det passede i undervisningen, viste Katrine også bl.a. reklamer, filmklip og kunst, der klart ville kunne fungere på både HF og STX. Jeg vidste ikke så meget om Indien før foredraget. Min oplevelse var, at Katrine på en meget velstruktureret og overskuelig måde præsenterede forslag til tematikker, materialer, teorier, mm, der åbner ens øjne for nogle af Indiens mange nuancer og gør det overskueligt at give sig i kast med Indien i undervisning."

- Anders Stubkjær, lektor, Sønderborg Statsskole, marts 2017

 

"Katrine Brøndsted holdt til et kursus for hele engelskfaggruppen - og hold da op! Det kan man kalde faggruppeudvikling, både fagligt, didaktisk og socialt! Vores erfaring med at undervise i Indien var stort set begrænset til "noget med Gandhi", men Katrine introducerede os for et helt andet Indien og åbnede vores øjne for alle de nye, spændende og anderledes vinkler, man kan bruge i et undervisningsforløb. Kurset var en perfekt blanding af inspirerende oplæg med fagligt input, didaktiske overvejelser, filmklip og hands-on. Et stort hit var at få udleveret Katrines forslag til 3 forskellige forløb af forskellig varighed og efterfølgende også bud på eksamenstekster. Jeg giver kurset min varmeste anbefaling!"

- Miriam Kruse, pædagogisk-faglig koordinator, Næstved Gymnasium & Hf, 26. februar, 2017

“Med stor entusiasme leverer Katrine Brøndsted en interessant indføring i indisk kultur og historie med udgangspunkt i antologien Narrating India. Kurset giver bud på 6 timer, 10 timer og 20 timers temaforløb med fokus på brug af kendte genrer som historiske kilder, sagprosa og fiktionstekster. Dertil krydrer hun med medie- og filmhenvisninger. Alt sammen serveret let og tilgængeligt for brugeren via bog, links og anvisninger. Bog og kursus kan anbefales.”

- Solveig Kaas, engelsklærer på Roskilde Gymnasium, 3. oktober, 2016

 

“Katrine Brøndsted er en engageret og vidende formidler, som via bogens omfattende tekstmateriale og hjemmesidens film- og videomateriale giver et spændende og tankevækkende indtryk af Indien i både fortid og nutid. Materialet kan snuppes direkte og bruges i egen undervisning, og kurset giver eksempler på mulige undervisningsforløb. Jeg blev så inspireret, at jeg efterfølgende har udarbejdet et forløb – og også i den forbindelse har Katrine været hjælpsom.”

- Hanne Walker, underviser på Gentofte HF, 21. september, 2016

 

"Katrines oplæg om Indien har været en stor succes hos os. Man får rigtig meget med fra kurset – ikke ”blot” viden om Indien, men de forløb hun inddrager er så velbearbejdede, at man kan gå direkte hjem og bruge dem i undervisningen (hvilket jeg selv har gjort med stor succes). Jeg kan på det varmeste anbefale kurset. Katrine er utroligt inspirerende og det materiale, man får med, er gennemarbejdet og nemt at gå til. Det bedste kursus længe."

- Malene Hedegaard Eriksen underviser på VUC & HF Nordjylland, marts 2018

Katrine tilbyder flere foredrag.

 
Skærmbillede 2020-03-03 kl. 20.03.08.png

To foredrag om politisk retorik i USA

#1 Lederskab i krisetid

Hvad kan man lære af de amerikanske præsidenter, når det kommer til krisekommunikation? Fra Abraham Lincoln og Franklin Roosevelts folkelige ærlighed til Ronald Reagan og George Bushs framing af chokkerende katastrofer - krisekommunikation fra Det Hvide Hus har altid haft retorikken i centrum, hvor den nationale leder skal vise vej ud af katastrofen og få skabt fundamentet for vejen videre. Få indblik i de valg præsidenterne traf i afgørende øjeblikke for nationen, og hvordan deres ord kan bruges til inspiration, når krisen rammer.

Varighed 1-3 timer efter aftale.

Sprog: dansk eller engelsk

Kontakt: Mark Herron: mark.herron@gmail.com / 60351073 

eller Alt i Ord: kontakt@alt-i-ord.dk 

#2 USA’s vildeste valgkampe – en duel på ord og kugler

“Det er det vigtigste valg i jeres livstid”. Argumentet er blevet lidt af en floskel i amerikansk politik, men der er også valgår, hvor det har vist sig at være ganske rammende for resultatet. Ét valg udløste næsten en ny revolution, et andet udløste en borgerkrig, og flere præsidentvalg er endt med at forandre det amerikanske samfund for stedse. Kandidaterne til posten har været i centrum for disse epokegørende konkurrencer om folkesjælen i USA. Igennem deres ord og handlinger giver foredraget et indblik i de store jordskred samt skøre øjeblikke, der har bragt USA frem til valget i 2020.  

Varighed 1-2 timer efter aftale. Inklusiv tid til spørgsmål.

Sprog: dansk eller engelsk

Kontakt: Mark Herron: mark.herron@gmail.com / 60351073 

eller Alt i Ord: kontakt@alt-i-ord.dk 

Mark Herron er ph.d. i retorik med speciale i amerikansk præsidentiel retorik samt forfatter til den kommende bog Præsidentens ord (Alt i Ord, 2020)


Manipulation

Med udgangspunkt i retoriske virkemidler, fæle tricks og endda uddeling af penge til publikum fortæller Mathias Larsen om manipulation som et livsvilkår, og hvordan vi som mennesker kan prøve at stå imod. 

Du trækkes dagligt rundt i manegen af medier, politikere, reklamefolk, venner, familiemedlemmer og kærester - og du og din hjerne er ikke et hak bedre selv. 

Foredraget vil komme med eksempler på, hvordan vi uundgåeligt manipulerer og bliver manipuleret med. Det handler om at gennemskue de mest almindelige tricks, så vi bedre kan stå imod, men også om at lære at leve et liv fyldt med kronisk manipulation, hvor kritisk tænkning og selverkendelse er absolut nødvendige.

Foredraget vil berøre filterbobler, scoretricks, patternicity, framing, clickbait, placebo, diskurs, tilbudsaviser, selvhypnose, sanser, sproghandlinger og meget mere.

Primært møntet på elever og lærere på gymnasiale uddannelser. Varighed 1-1,5 time efter aftale.