Earth

I 1947 bliver Indien uafhængig fra det britiske imperium, og i samme åndedrag deles landet (Partition) for at give plads til den islamiske republik Pakistan. I 1998 lavede Deepa Mehta en film om Partition. Det er en film, der kunne have været rørende, stærk og væsentlig. I stedet har hun lavet en film, der tyder på, at hun tror, hendes publikum er filmsprogsignoranter.

Earth er Methas anden film om Indiens tilstand i hendes ’Elements Trilogy’ (Fire, Earth og Water). I den daværende indiske by Lahore, møder vi et lille samfund, der undergår store forandringer i tiden under Partition. Muslimer, hinduer og sikher vender sig mod hinanden, selv om de dage forinden var naboer og venner.

De to muslimske venner, Dil Navaz (Aamir Khan) og Hassan (Rahul Khanna), er begge forelskede i den smukke hindu-kvinde Shanta (Nandita Das), der er barnepige for parsi-familien Sethnas polioramte datter Lenny-baby. Inden længe befinder filmens hovedpersoner sig midt i et nervepirrende mareridt, da en stor gruppe af byens muslimer begynder at smide hinduer og sikher på porten, eftersom Lahore nu er blevet pakistansk. Uden at sige for meget, kan jeg vel godt afsløre, at det ikke ender lykkeligt.

En film med et BUDSKAB
Filmen er en rammefortælling, hvor en voksen Lenny, leverer fortællingens voice-over, mens hendes 10 årige selv prøver at håndtere de bekymringer om et ”broken India”, som de voksne har. Voice-overen er bare én af de elementer, der gør det klart, at her er en film med et BUDSKAB. Og det er ikke et subtilt budskab: Lenny-baby (der halter, som Indien kommer til), smadrer tallerkener og river sin dukke midt over (som også Indien bliver delt i to) og tænker tanker som ”Can someone break India?” og ”They break my country in two and say ’Happy Independence’”. Hvis man stadig synes, at det er lidt uklart, hvilken symbolik, Metha bruger, så forklarer Dil Navaz heldigvis Lenny-baby, at ”We are all animals – like the lion in the zoo”, der bare venter på at buret bliver åbnet, så de kan hærge og slå ihjel.

Filmens karakterer er flade og kedelige, og de fungerer mere som symboler på holdninger og trosretninger, end de er runde karakterer, man bliver følelsesmæssigt involverede i. I begyndelsen af filmen diskuteres fremtiden ved et middagsselskab, der har både englændere, sikher, muslimer, hinduer og parsier til bords. Englænderen forudser konflikterne religionerne imellem, og sikhen og muslimen ender da også næste i slagsmål midt i hovedretten. Endnu en ikke så sofistikeret måde at forvarsle den vold, der kommer.

Alvorligt emne = gode anmeldelser
Filmen fik ellers gode anmeldelser, da den fik premiere, men det virker som om, at anmelderne har ladt sig rive med af filmens alvorlige emne. Roger Ebert har rost filmen for at have et universelt budskab. Stephen Holden fra The New York Times lader også til at være blevet tryllebundet af fortællingen om Partition, der er en filmatisering af Bapsi Sidhwas roman Cracking India. Holden skriver ” "Earth" is a powerful and disturbing reminder of how a civilization can suddenly crack under certain pressures.”

Igen er fokus på filmens emne, og ikke på dens udførsel. Måske har de endda tænkt, at dette måtte være Indiens eneste alternativ til de muntre bollywoodfilm. Men det er da en fornærmelse af dimensioner, at rose en film for at behandle et seriøst emne. Det er nedsættende overfor indiske filmmagere, at man ikke kritiserer Methas klodsede filmsprog og overtydlige symbolik. Hvis jeg i slutningen af filmen blev lidt følsom, så var det ikke på grund af filmen, nærmere på trods af den.

Kilder: http://rogerebert.suntimes.com/apps/pbcs.dll/article?AID=/19991015/REVIE...
http://www.nytimes.com/library/film/091099earth-film-review.html